skitseprojekt og projektering

Bygherre : Privat bygherre
Adresse: Saltum
Areal : 125 m²
Anlægssum : 2,5 mil.
År : 2008
Status : Under opførelse


KONTEKST
På en fantastisk naturgrund beliggende i et plantageområde præget af høje klitter med marehalm, skov og naturstier tæt ved Vesterhavet, har vi tegnet et fritidshus med rig mulighed for rekreation i disse naturskønne omgivelser.
Området er bebygget med fritidshuse og en lokalplan har udstukket rammer for bebyggelsesmønster og arkitektoniske hovedtræk, der således tager hensyn til den for egnen karakteristiske byggeskik.

KONCEPT _ ARKITEKTUR
Fritidshuset består af to bygninger på en flade i store fiberbetonfliser, der lægger sig ovenpå et kuperet landskab og indordner sig lokalplanens bebyggelsesmønster med udstrækning i retningerne nord-syd og øst-vest. To mure i sortmalede jernbanesveller skærer sig ned i terrænet mod nord og øst. Mod nord markerer muren ankomsten og skærmer samtidig af mod vejen. Mod øst skærer muren sig ned og holder klitterne tilbage, samtidig med at den rummer opmagasinering til cykler, brænde og udendørs brus. Husets adskillelse i to bygningskroppe og deres indbyrdes placering skaber et uderum med køkken og mulighed for ophold i sol og læ for vesten-vinden. ’Hovedhuset’, rummer opholdsrum, garderobe, en kerne med køkken, bad/toilet, kontor samt hems og en kerne med sovealkover og hems. ’Annekset’ rummer to værelser, toilet/vaskerum og sauna. I alt er 6 senge placeret i en moderne fortolkning af de for egnen karakteristiske alkover.

Husets materialevalg og farveholdning er inspireret af egnens byggeskik og udført i en fortolkning heraf. Således er der græssedum på taget, facader fremstår i sortmalet vandret træbeklædning, skodder er udført i sortmalet træ med samme dimensioner som jernbanesvellerne. Alle vinduer er udvendigt udført i sort-elokseret aluminium. Tagrende og nedløbsrør plan med facade i sort zink. Gulvet fremstår indvendigt såvel som udvendigt i store fiberbetonfliser som skaber sammenhæng mellem ude og inde.

< 1 2 3 4 5 >